14. Juli 2013 - Den og Det - Om Sten

Jeg købte en stor blok marmor for fire år siden – jeg havde fået lyst til at lave noget der var glat og mere enkelt.

Normalt får jeg ikke ideer i fremmede materialer, da jeg først må kende et materiales natur. Derfor tog jeg en model i ler, som havde den egenskab at jeg kunne forestille mig den i alle størrelser.

Det er fascinerende og i starten frustrerende at lære et nyt materiale at kende. Og det kan tage lang tid. Alt det jeg troede jeg vidste måtte jeg forkaste – stenen, glasset, cementen vil noget andet, det vil sig selv – og altid på sine egne betingelser.

I de perioder jeg kastede mig ud i stenhugningen, forekom det mig at jeg lavede den samme skulptur seks gange inden jeg nåede frem til det sted, hvor jeg forestillede mig at stenen holdt op og skulpturen skulle til at begynde.

Så anderledes end ler – det hjalp da jeg denne gang stillede lermodellen væk og holdt op med at forsøge at kopiere lerets træk. Jeg blev bidt af arbejdet – lyden, retningen i stenen, den anderledes modstand. Den krystaliserede under slaget og hoppede af i små flager alt efter hvilket jern jeg brugte. Stenen begyndte at åbne sig for mig og jeg fik langsomt formen i bevægelse – den stive, tynde, lidt fjollede hårde i forhold til den afværgende, blide, bløde. En organisk logisk bevægelse, der vokser op af jorden og danner en bue. Den hårde skubber den bløde ud af balance, men den bløde giver efter og bruger sin større vægtfylde til at trække den hårde med sig ned i faldet.

Jeg følger efter i en vekslen mellem det jeg ved og det jeg ikke ved, en død passage, et levende forløb, fordybninger af slag på den glatte overflade, som afstanden mellem de første regndråber. Hvad jeg ikke kan se springer jeg over i forvisheden om at det vil jeg kunne se senere når nye vinkler viser vejen.

Italienerne siger, at der altid er sten nok. Hvis man hugger for meget af et sted ændre man kurven tilsvarende. Når jeg arbejder med ler har det altid undret mig, hvor meget ler der skulle til for at fylde en form ud. Omvendt kan jeg nu sige om stenen, at det utroligt hvor meget der skal af, for at opnå den samme volume.

Da jeg var yngre troede jeg, at der kun var en løsning der måtte være den bedste og slog meget ihjel i denne stræben. Nu tænker jeg anderledes og mener at se mange løsninger i arbejdet med skulpturer, og ofte flere, der er lige gode. Denne indsigt har givet mig mere frihed.

Eli. Benveniste

14 April 2013 - Bjerge

For en del år siden flyttede jeg sydpå, men eftersom jeg er blevet med at komme tilbage, er jeg mange gange rejst over og igennem forskellige bjergkæder. Bjergene var aldrig målet, jeg skulle fra fladland til fladland og havde ikke noget specielt forhold til dem i mange år, – jeg var simpelthen ikke i stand til at opfatte dem, – de lå som fremmede højder, gennemskåret af veje og floder.

Når man rejser med tog eller i bil, får tiden en anden dimension og ens liv, som det ser ud på det pågældende tidspunkt, kan blive vendt en omgang. Siden sættes hjernen i frigear, og billeder fra en fjern fortid, der af mere eller mindre uforståelige årsager har lagret sig i hukommelsen, dukker op glimtvis eller i hele strofer og bliver genset og genoplevet af den man er blevet til. Landskabet svirper forbi, i synsfeltet tæt på og langsomt sejlende af sted i den fjerne horisont. Det hele er skåret i to dele af vejen som slynger sig fremad.

Øjnene følger bjergenes form, der drejer sig rumligt for ens blik, konturerne tegner sig i nye konstellationer og viser, at formationerne hænger sammen på en anden måde end først antaget.

Bjergenes væsen begyndte langsomt at gå op for mig, de rejser sig af en slette med musvåger og gribbe glidende henover sig i brændende sol. I Schweiz lå de, så store som intet andet i al sin tyngde og imponerende masse, med himmelspejlende søer, hvor deres form gjorde det muligt. Truende i et begyndende mørke eller klart lysende ved højlys dag.

Våde og anløbne i plettede efterårsfarver, når skovenes bevoksning gav dem alder. Jeg kom til at holde af dem for deres stabilitet og trofaste væsen. Der er noget rørende og vemodigt over dem som store tunge dyr, der er strandet og må tage imod hvad der kommer. Millioner af år sætter sine spor i deres overflade. Vinden, regnen, frosten og solen gør deres for at forme dem alt efter hvilken geologisk sammensætning de er gjort af. Den eneste bevægelse der kan siges at være deres egen, er deres vægt, tyngdens konstante nedadgående tryk.

Ufrivillige vidner uden valgret og derfor et billede på en situation, man som menneske ofte befinder sig i, hvor det kan være svært at vælge eller finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert – det være krigen i Kosovo eller konflikten i Mellemøsten, når alle løsninger forekommer lige dårlige, hvilket giver en følelse af magtesløshed.

14 August 2012 - Natura Morta

Igår Et Jeg

Natura Morta

 

Tre skulpturer i et rum.

Den første skygger for den tredje, en mund forvreden i smerte, fra overraskelse til høj latter.

En spiralbevægelse, symbolet på al livs begyndelse.

Beskueren, som vender ryggen til – en potentiel morder.

En død uden ejer, en krop der er blevet til en ting, lagt på gulvet langs væggen, for at fylde mindst muligt -

en indtørret krop, mest ben, som har taget form af den undergrund han eller hun blev lagt på for længe siden.

En ryg, på vej væk, i går et jeg.

14 August 2009 - Vores virkelighed, deres illusion

Installationen handler om illusioner og derfor skulle begge type skikkelser gøres i et materiale, der rummede illusionen. Således blev den ene part tegnede og den anden klippet ud og stykket sammen af røntgenfotografier.

Begge parter mener at have retten til vide, hvad der er virkeligheden på deres side og at det er den anden part, der er ofre for en illusion.

Sort på hvidt og hvidt på sort – forskellige og ens på samme tid, vi og de andre.

14 August 2007 - Det evige nu

Fotografer er vidner, Kirsten Klein er naturens vidne og foreviger øjeblikket, i et evigt nu. Sådan havde sandet lagt sig, da vandet skyllede henover det, – sådan spejlede bølgen fra båden sig, i sit eget element, da hun sejlede gennem telemarken.

Billedrammens komposition danner bevægelsen i billedet. Formen af et bjerg eller de grafiske spor af fugleformationer, som de tegnede sig mod den hvide himmel.

Et fotografi vil altid være et subjektivt udsnit af virkeligheden – et faktum Kirsten Klein forstærker i et meget grafisk udtryk. Hun pointerer sin tilstedeværelse og sit valg i øjeblikket, og sigter ikke efter glansbilledet af det perfekte landskab – det ville være mod naturens natur.

Af disse valg kan vi aflæse hendes holdning, der er en beretning om vores historie, set fra naturens side.

Hun viser os verdenen i makrokosmos, og den verden, der er at finde i mikrokosmos.

Hendes billeder fortæller om uendelige tidsforløb – landskabet er et billede på jordens tålmodighed – i meget langsom forandring. Tunge skygger deler bjerge og dale – naturen har sin egen tidsdimension, den tog sin begyndelse længe før vi kom til og vil være her længe efter – dens upåvirkelighed, kunne kaldes ligegyldighed, hvis ikke ordet var for følelsesladet.

Tiden vejer tungt når den står stille, at få den i bevægelse kræver stor energi. Tilgengæld løber den let, når den først er i gang – i byerne må vi ligefrem halse af sted, for at kunne følge med, men når en dør – stopper tiden helt og verden står stille.

En nat så jeg et billede på tiden, eller nærmere tidens lyd – det var søanemonernes sislende kroner i vandets strøm – den rene stilhed i vand.

I nuet smelter tid og sted sammen til et. Men da nuet, i følge videnskaben, i virkeligheden ikke eksisterer, forsvinder jeget væk i samme øjeblik – det må være den ultimative form for væren – til alle tider og ingen tider – et tomrum at længes efter og samtidig frygte fra, som et barn der er bange for at give slip på dagen og falde i søvn. Jeg forestiller mig døden som et langt nu.

Siden vi klatrede ned fra træerne og ud på savannen, er store ting sket i menneskehedens kulturelle evolution. Homo Sapiens, det tænkende menneske, lærte sig landbrug, dannede bysamfund, opfandt matematik, skrift og naturvidenskab. Store vidunderlige symfonier er blevet skrevet og kunst i alle udformninger, sætter til evig tid sindene i bevægelse – og inden for videnskaben er forståelsen af vores verden i stadig udvikling. Derfor kan man godt undre sig over at visse egenskaber hos os er uforanderlige.

Uforanderlig er vores overlevelsesinstinkt og med det, et velbevaret instinkt til at dræbe. Den seksuelle drift og kærligheden er den samme som altid, også selv om ideen om den eneste ene, kom til i romantikken for et par hundrede år siden. Og åbenbart er menneskets behov for at underlægger sig en større magt – en tro på en gud, eller et idol, der kan vise vejen, uforandret – det har ført ritualer med sig, som er blevet til traditioner, der giver os identitetsfølelse og tilhørsforhold.

Disse begreber har fulgt mennesket, som trofaste små hunde gennem flere millioner år.

Historien kan fortæller os hvordan vi var. – Mosefund viser en bestialsk proces, hvor nogle af os havde magt til at ofre nogen andre, mindre heldige eksemplarer og kaste dem hængte eller halshuggede i vores moser – Utallige eksempler på bestialsk grusomhed finders der vidnesbyrd om overalt. I Ægypten hvor livet efter døden, blev givet større betydning end det samtidige og fra  græsk mytologi, kan vi læse om blodige hævntogter, hvor helte beviser deres uovervindelighed på utallige slagmarker. Men man behøver ikke at gå tilbage tiden. Den daglig kynisme og hjerteløshed er der tusinde eksempler på – det er åbenbart en adfærd der ligger til os, en grundlæggende manglende indlevelsesevne – en frygtelig blindhed

Derfor har jeg modelleret bødlerne  – store nøgne skikkelser, iført gasmasker, beskyttelsesstøvler og handsker. For deres fødder ligger skyggen, vores sorte spejlbillede, afslørende som et fingeraftryk og samtidig kun en sort plamage ingenting, lyset omkring et emne – et emne foran lyset, der udelukker lyset lige netop der.

Det er et flygtigt aftryk, men samtidig et fuldstændigt billede af en virkelighed – et fortegnet sort billede af en hvilken som helst virkelighed.

Skygger skelner ikke, de er uden moral, de fordømmer ikke den virkelighed, de afspejler i deres sorte flygtige øjeblik.

De stiller op, når der er lys. De følger planernes love, op ad trin, hen ad vægge – lange, når solen står lavt på himlen – korte og fortættede, når solen skinner højt oppe fra.

Som et udklippet sortmalet fotografi – en silhuet, en profil.

Jeg lader bødlernes skygge blive et billede og giver den virkelighedens plads. – Et fotostat strakt ud i en skygges kontur, med påklæbede billeder fra virkelighedens verden, fra indsamlede avisudklip og fotos af mennesker iført sikkerhedsudstyr og gasmaske, for vi vil gerne beskytte os selv og få afstand til andres ulykke og katastrofer.

Fra aviser og andre medier har vi kunnet følge, hvordan helt almindelige soldater blev til monstre i Abu Grail fængslet, og mange andre steder. Det er åbenbart et tilbagevendende fænomen, der opstår for de fleste af os, når vi kommer i pressede situationer. Det er som om hjernen bliver slået fra og instinkter, hormoner, eller vores gener – tager over og styrer os.

I en givne situation stiller vi op og handler ud fra fælles normer, der hører den tid og det sted til, I langt højere grad end at handle individuelt. Vi er åbenbart ligeså tvungne og forvrængede, som skygger der springer til, hver gang det forventes af os.

Derfor titlen det evige nu – det er uforanderligheden – det er gentagelsen af det samme skrøbelige øjeblik, hvor vi giver efter for hadet og glemmer muligheden for at handle menneskeligt og ikke magter at se frem og forstille os situationen, set med morgendagens øjne.

Civilisationen er en meget langsom og endda tvivlsom størrelse. For kun lidt over tohundrede år siden indførte man fængsler – det første var i England. Det var en barmhjertighedsgerning, sat i stedet for en kort proces, i form af direkte vold eller drab. Et retssystem er langsomt blevet dannet og en ordensmagt er indsat til at overholde lovene.

Jeg er vokset op med en slidt retorik om de gode og de onde – som regel er vi de gode og de andre – de fremmede, de onde. En sort/hvid udgave af virkeligheden og en meget forenklet udgave af sandheden. I stedet er vi langt mere ens end de fleste vil vide af, det kan, om ikke andet, genteknologien bekræfte.

Ingen uretfærdighed, retfærdiggør en ny uretfærdighed – uden undtagelse, hvis ikke grundlaget for at kunne kalde sig menneske, skal gå tabt.

Det handler om offerets etik, som Herbert Pundik har formuleret det. Selvom du ender som offer, må de samme etiske regler nødvendigvis gælde. At slå ihjel kan være forståeligt, det kan endda være tilgiveligt, men den der gør det, mister sin uskyld – offeret og bøddelen er begge tabere – der er ingen overlevende. Selv i situationer hvor du er blevet kommanderet til at gøre det – i lige meget hvilken god sags tjeneste. Det synes alle de soldater, der begår selvmord når de kommer tilbage, at være et bevis for, at mennesket ikke bør anbringe sig i udsatte situationer, for det kan vi ikke tåle. Mange vil mene det modsatte, at det fint kan lade sig gøre, men skal de være Idealet?

Imens fylder medierne os med frygt om terrorisme og sygdomme, mens reklamerne opfordre os til at konsumere mest muligt, til beroligelse for sindet og for at holde hjulene i gang. Gentagende billeder af katastrofer fryser sig fast på vores nethinder og udvisker grænsen for vores tolerancetærskel.

Tro flytter bjerge, siger et ordsprog. Men en tro eller en ideologi kan nemt udvikle sig til fanatisme, under forudsætninger, som der i dag tilsyneladende ingen ende er på, som får os til at overskride grænser vi normalt aldrig ville gøre og accepterer handlinger der aldrig burde accepteres.

Det sidste vi har tilbage, når alt andet er taget fra os er vores vilje, men det sidste valg mellem to onder er meget dyrt og det viser sig oftest, at du kommer til at betale en alt for høj pris i en god sags tjeneste, for din Gud, for dit land – ja, selv for din egen overlevelse.

Undtagelsen fra reglen er derfor et under og denne drift er ligeledes uforanderlig.

Eli

14 August 2006 - Skrøbelige øjeblikke

Ideen til udsmykningen fik jeg allerede da jeg første gang så retslokalet i Sø – og Handelsretten. Sådan er det med ideer, de er hurtige størrelser.

Men det var ikke ideen til temaet, der dukkede op, men nærmere et billede af de fire elementer i transparent glas, deres størrelse og placering, deres indbyrdes rytme og bevægelse. Det er dette idégrundlag jeg siden hen har udviklet og forstærket.

Tilbage i Italien begyndte jeg at tegne og samtidig undersøge den demokratiske og vestlige verdens retssymbol, gudinden Justitia. Hun er ofte beskrevet som blind, med vægtskålen hævet i venstre hånd og sværdet hvilende i højre. For mig at se står hun afventende og lytter, ikke kun til de anklager og forsvar der måtte være, men også til sit eget instinkt. Hun er klog, vidende, erfaren og stærk.

Jeg kan godt forstå at man har valgt kvindeskikkelsen til dette symbol, for hun er også den opdragende mor, både kærlig og forstående, tilmed overbærende, men samtidig den der sætter grænser og som ubønhørligt slår ned på al uretfærdighed.

Forbrydelse og straf er et tema som menneskeheden har beskæftiget sig med siden tidernes morgen, således er jeg heller ingen undtagelse. Det er muligt at det er på grund af min egen baggrund, at temaet om ret og uret – om dommeren og den dømte altid har optaget mig og latent ligger i alt hvad jeg har lavet. En skulptur, jeg kaldte Justitia, ligger helt tilbage i begyndelsen af 80’erne.

Hun ser godt nok noget stramtandet og rethaverisk ud, for det forekom mig at det gik galt der, hvor det enkelte menneske påtog sig retten til at dømme et andet, enten fordi vedkommende følte sig truet, på grund af fordomme, eller i situationer, hvor vedkommende blot havde magten til at gøre det.

Retssagen over Ceau┼čescu og Elena i Rumænien gjorde et stort indtryk på mig, ligesom retssagen over formand Mao’s kone fra Firebanden havde gjort det flere år tidligere. De skreg og græd og bad om nåde, – en nåde de ikke selv havde givet, da de sad ved magten. De forsøgte at forklare sig og kom med gode undskyldninger, der som et gammelt ordsprog siger, var det fandens oldemor døde på manglen af. De græd af angst, men også af forbitrelse og skuffelse, fulde af forundring over den omvendte situation, og jeg er sikker på at de følte sig uretfærdigt behandlet.

Jeg kunne ikke lade være med at få ondt af dem, – der er ikke meget hævner i mig. Jeg så på dem som skyldige uskyldige, og betragtede dem som mentalt syge og ulykkerne de forårsagede nærmest som naturkatastrofer. Derfor lavede jeg skulpturen ”En Morders Morder” en beskrivelse af mennesket som bøddel, – for mig at se den sørgeligste tilstand et menneske kan komme i.

Fra alle de mange uhyggelige begivenheder, som jeg i dette fredeligere hjørne af verden, kun er et vidne til gennem strømmen af medier, står det mig klart, hvor farligt det er, når ledende politikere sætter mennesker i situationer, der er så komplicerede og stressede at de, som de fleste af os i samme situation, højst sandsynligt, vil begå frygtelige handlinger. Som T.S Elliot siger i “Fire kvartetter”: ” Human kind cannot bear very much reality.”

Jeg har kaldt glasudsmykningen Skrøbelige Øjeblikke for at beskrive den situation et menneske af den eller anden grund kan komme i og vælge at begå en forbrydelse, men også for at fortælle om det skrøbelige øjeblik når en dommer skal afgøre et andet menneskes videre livsforløb.

Jeg nået til den erkendelse, at ingen uretfærdighed, retfærdiggør en ny uretfærdighed, men også at det gælder om at have en holdning, uden at være fordømmende. Jeg ser nødvendigheden af et uvildigt retssamfund og forstår betydningen af, at man holder den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt skarpt adskilt.

Derfor er jeg i dag meget mindre fordømmende over for Justitia end da jeg sidste gang portrætterede hende og har større forståelse og mere sympati for hendes betingelser.

Jeg viser hende, som blind, da øjet nemt kan forledes, hvor øret er mere objektivt, – og svævende fordi hun er gudinde.

Overfor  hende på den modsatte væg er  ”Bevægelsen” og ved siden af hende ”Kaos”, som hun skal tage stilling til. De skyldige uskyldige, som hun bliver nødt til at dømme imellem og sætte på plads, fordi det kun er de færreste af os, der ejer selvjustits. Hun er ikke hård og meget tålmodig. Hun er alene og vender ryggen til det der sker, plaget af sit ansvar. Fysisk stor, men skrøbelig af sind. Ansigtet er vendt opad, som det er typisk for blinde, lyttende til begge sider, til menneskets anklager og forsvar og til sit instinkt, der er som en tone, – den vandrette stramme skulptur på væggen til højre for hende.

Fire elementer i transparent glas: Bevægelsen, kaos, Justitia og hendes instinkt.

Glasudsmykningen er udført hos glaskunstnerne Jørgensen og Mørch Design.

14 Oktober 2005 - Short Cuts

En jernkonstruktion går som en tegning gennem et rum, dens forløb involvere væggene, loftet og gulvet og skaber forbindelser med rummets elementer, – skabet, bordet, vindueskarmen og presningen, som den passere forbi.

Konstruktionen er et billede på huset. Et åbent hus der kan opfattes såvel udefra, som indefra.

På konstruktionen er hvide gipsskulpturer monteret på vertikale og horisontale hylder.

Skulpturerne er stedets beboere, der sidder fast der, hvor de nu engang er landet.

Skulpturernes og konstruktionens skygger er malet op på væggen bagved, sammen med en tegning – et banalt mønster, som fortegner sig perspektivisk der, hvor den rammer konstruktionen, skulpturerne og væggen.

Som ringe i vandet forandre udtrykkene sig fra et konkret objekt til billede – fra virkelighed til illusion.

Mønstret er den anonyme hukommelse, der bliver tilbage i os, når det vi husker med bevidste tanker, ord og handlinger er blevet registreret. Anonym fordi denne del af vores hukommelse ikke nødvendigvis er personlig eller individuel, men nærmere brudstykker af en kulturarv.

Jørgen Carlo Larsen og jeg har taget udgangspunkt i Raymond Carver’s noveller ”Short Cuts”.

Det jeg finder fascinerende ved hans bøger er hans beskrivelser af hvor dårlige vi er til at forstå og forklare os for hinanden. Han gør dét tydeligt, som vi holder op med at se – som hverdagen gør os blinde for og som i sidste ende kan gøre os ensomme.

Labyrinten kan være et billede på at fare vild i sproget. Længslen efter at blive lyttet til, at blive forstået ender der, hvor sprogets afmagt begynder. En abstrakt tanke med blot et mindre filosofisk indhold, kan hurtigt falde ind i klicheers vildnis og ryge ned i banale afgrunde, som kan føre til overfladiskhed eller isolation.

Velfærdsopgør, transparens, integration, spinddoktorer, kvoter, livsstil, ulighed, danskhed, seertal og meningsmålninger. Jeg lytter til radioen og forundres over alle de nye ord i sproget og de begreber der ændre betydning.

Ord som idé og koncept bliver anvendt ofte, i alle mulige sammenhænge. Er det fordi vi bevæger os fra en fysisk verden til en mere sfærisk, hvor ideen om verden får større plads end den konkrete?

Eli Benveniste

14 August 2005 - Mønster, den anonyme hukommelse

For to år siden så jeg en romersk mosaik i Merida i Spanien som fascinerede mig fordi jeg ikke kunne løse det system den tilsyneladende så ud til at indeholde. Det tog mig en stor del af sommeren at finde ud af, at den opførte sig som en fraktal, der voksede fra midten ud til alle sider.

Denne mærkelige mosaik afstedkom, at jeg begyndte at male mine skulpturer, og male dem med mønstre.

Senere ringede jeg til væveren Trine Ellitsgaard, der gennem et helt liv har beskæftiget sig med mønstre, vi har kendt hinanden i mange år og gennem de sidste talt om at lave en udstilling sammen. Da vi begge er bosiddende i udlandet – Trine i Mexico og jeg i Portugal, har vi mange fælles erfaringer. Men på baggrund af sommerens udskejelser, synes det oplagt at gøre det nu og derfor mødtes vi senere på året i København og talte om hvad et mønster egentlig er:

Trine: Jeg ser mønstre overalt - i naturen, revner i sten, planter, huden på dyr, sommerfugle og insekter har fantastiske mønstre, vinden der laver tegn i sandet, sne krystaller - der er også mønstre der ikke er figurative som livsmønstre, musik etc.

Et mønster er en sammenhæng og en gentagelse af en figur eller bevægelse.

Det er det man som menneske kan opdage og derefter overføre til et andet materiale.

Selve den tekniske proces i vævningen appellere til at gentage et mønster.

Eli: Det interessante ved mønstre for mig er deres abstrakte sprog – som skrifttegn har de gennem alle tider været menneskehedens anonyme hukommelse. Uanset hvor i verden de er skabt, kan de til alle tider aflæses af alle. Repetitioner, arabesker, systemer eller mangel på samme – hvordan de end ser ud kan vi se hvilken kultur der har skabt dem og følge deres udvikling gennem tiden.

Du kan se Zapotekernes spor i Oaxaca befolkningens tørklæder og kurve og i de prespaniske ruiner og selv hente inspiration til dine egne tæpper, billede og skulpturer. Jeg selv har denne sommer set Maurernes ”azulejos”, som betyder små farvede sten, i Sevilla og i den Portugiske by Tomar fundet Manuelinske sømandsknuder, hugget ud i sten i på klosterets mure – knuder som nu går igen i nogle af de skulpturer jeg udstiller hos Veggerby.

Trine: Ligesom du hentyder til i bygningskunsten er mønstre brugt som ornamentation til at færdiggøre en mur eller indramme eller understrege en del af bygningsværket.

En arbejdsrytme er vel også et mønster, noget jeg desværre mangler.

Måske er det fundamentalt for mennesket at bruge mønstre på en eller anden måde, det kan være beroligende eller forklarende at gentage et mønster, om det så er at væve et fint tæppe eller drikke 5 bajere dagligt.

De store figurer jeg har lavet i opvaskesvampe er mere en forsimpling af en velkendt figur, som kæden der har association til en halskæde eller ankerkæde men får ved brug af et helt andet materiale en overraskende virkning.

På dansk har ordet mønster mange betydninger. På spansk er der et nyt ord for hvert af alle de hentydninger vi har arbejdet med. Derfor bliver mønstre et meget vidt begreb på dansk.

 

Trine Ellitsgaard og Eli Benveniste

14 November 2003 - Form er volumen, bevægelse og indhold.

Jeg skaber bevægelse i skulpturen ved at lave forskel i proportionerne, så øjet bevæger sig rundt i figuren. Der er altid bevægelse i mine skulpturer også selv om bevægelsen er minimal. Når forskellen i proportionerne svinger i forhold til hinanden bliver skulpturen rumlig og vil derfor forholde sig til ethvert rum.

Jeg har arbejdet meget med et forstørret/formindsket perspektiv, hvor f.eks. en del af skulpturen er betydeligt større end en anden del som den står i forhold til. Denne interesse for det overdrevne perspektiv tror jeg kommer dels fra fotografier taget med vidvinkellinse, og fra diverse tegnefilm, hvor størrelserne forskyder sig i forhold til hinanden, men også fra romansk kirkekunst, som jeg så meget af i Barcelona, da jeg i sin tid boede der. Her skabte det manglende perspektiv i kalkmalerierne og i de polykrome skulpturer den samme effekt.

Det relative i forholdet mellem synet, størrelsen og bevægelsen kan synliggøres ved at forestille sig en genstand i bevægelse: Først, som en lille prik i horisonten, der bliver større og større – for siden, når den har passeret én, at blive lille igen i det fjerne. Det er jo hverken genstanden eller mig der er forandret, men forholdet mellem synet og objektet.

Dette hænger sammen med den tid, der er i en bevægelse; når man ser en bevægelse, kan man aflæse tidsrummet i den. Nogle bevægelser har ligeledes musik i sig, og man kan sige at tiden udfolder sig i skulpturen, at tiden ligger i skulpturen som en rytme.

Michelangelo skal have sagt at en skulptur skal kunne tåle at rulle ned ad en bjergside. Alle detaljer og lemmer kan i virkeligheden undværes, da informationerne om de manglende dele, aflæses i den bevægelse og rytme, der er tilbage i skulpturens kerne. Det samme ses tydeligt, når jeg deler en lerskulptur for at udhule den før brænding, – hver afskårede del skal være en skulptur i sig selv. Det er det, arkæologerne benytter sig af, når de sætter en knust vase sammen, hvert skår fortæller sin del af historien om den oprindelige form.

Jeg har arbejdet med flere forskellige materialer, – ler, cement, sten og glas, men uanset materialet, altid med en logisk, organisk opbygning af skulpturen. Da jeg i sin tid startede med at modellere, fik jeg det råd at jeg skulle modellere organisk og det lærte mig om bevægelsen. Ved at arbejde med bevægelsen opdagede jeg, at der findes en logik i konstruktionen af en skulptur, en logik, som også kan ses i naturens egne frembringelser. Det har jeg benyttet mig af, især i arbejdet med glas. – Når glasset begynder at smelte indtræffer naturen og tilfældet. En rytme, et fald – glassets eget væsen, bliver tydeligere proportionalt med den tid, man lader glasset smelte. Jeg er den, der bygger den grundlæggende form op, som glasset så bryder ned på sin egen måde. Jeg kan kun forberede hændelsen, hvilket passer mig fint, for tilfældet har stor betydning for skulpturens tilblivelse.

Tiden standses midt i bevægelsen – man kan aflæse historien i det smeltede glas, alle informationer om det der skete, fryser fast – som det insekt der var på vej fra en blomst til en anden og blev lukket inde i en klump harpiks for tusind år siden.

Der er en logisk sammenhæng, et fælles sprog, som alle gennem tiderne har måttet følge. Det vi ser, skal virke på vores sanser. Sproget er indeholdt i alle udtryk uanset tid og sted.

Når vi bliver betaget af et kunstværk, er det fordi vi genkender det i os selv. Det der virker på os er alment, – vi bliver opmærksomme på en side i os selv, som var der allerede, men som vi endnu ikke havde set. Som når jeg hører musik, – så selvfølgelig og klar, at den minder mig om stjernerne på nattehimlen, som om den, ligesom de, har været der ”altid”.

Selve emnet er ikke min drivkraft, det er i højere grad formen, et forhold eller et udtryk. Det kan være en bevægelse, en detalje, kombineret med det indre billede af en tilstand jeg søger. Ideen er gnisten – chokeren, der sætter skabelsesprocessen i gang. Indholdet, min holdning, kommer med af sig selv, den ligger i formen og er derfor ikke nødvendigvis mit udgangspunkt.

Ethvert menneske har sit eget DNA, en kode, som også kan blive synliggjort i en form eller i en skulpturs bevægelse og rytme. Skulpturen bliver da et billede på dette menneskes holdninger, tanker, valg og fravalg.

Man vil altid kunne se hvilke forestillinger kunstneren havde om den verden han eller hun levede i. Om kunstneren følte sig større eller mindre i forhold til den eller de, som kunstværket blev lavet til.

Ligeledes vil ens tid altid være aflæselig i det man har lavet –  jeg tror slet ikke at man kan undslippe sin tid. En kunstner laver det der mangler, jeg tror at det er på den måde kunsten bliver fornyet.

Min kode er en sammentrækning af en bevægelse. En groende opadvoksende og en nedadfaldende, en kode som gerne vil vise noget, men ikke postulere. Denne kode redegør for mine fundamentale tvivl. Jeg ser på verden gennem naturens øjne og tror mere på fænomener end på individualitet.

Jeg ser folk, mig selv inklusive, reagerer på bestemte måder i bestemte situationer og synes ikke, at vi er så forskellige hverken fra hinanden eller fra folk der levede for tusinde år siden.

Jo yngre vi er, jo mere hele som individer er vi, intakte og fulde af gåpåmod. Alvidende og frie uden en tyngende erfaring. Vi river noget ned så der kan blive plads til noget nyt, – en ny chance for ens ego, der som enhver anden plante vil opad og fremad. Der er åbenbart noget meget kreativt ved at være destruktiv. I mit arbejde bruger jeg begge dele, ikke som en balance, men som et spil mellem to modsatrettede og meget forskellige kræfter.

Når man modellerer, er det en form for meditation, Jeg kan godt lide at arbejde i let modlys, så ser jeg profilen bedre, den står frem som en silhuet, – profilen er formens tegning. Hjernen sættes i frigear, så tanker og billeder kører som de selv vil. I starten tænker jeg på skulpturen, men så forsøger jeg at lade en anden form for bevidsthed arbejde med den. Jeg er selvfølgelig tilstede – ja måske er jeg mere til stede i den situation end på noget andet tidspunkt. Det er den rene væren, at tage springet ud i intetheden – hver gang, for at skabe noget der aldrig har været der før – det er uhyggeligt og fantastisk interessant. At skabe et billede af en tilstand eller en situation, at være undervejs i processen og lære af materialet. Der er ingen regler, det handler kun om at gøre eller lader være.

 

Eli Benveniste

November 2003

1 November 2000 - Dette rum handler om

Ler, glas, lys, vand, gibs og skygger

Skulpturer i ler – som jord, en krop en tanke på gennemrejse

Lyshuse – en stemning, dannet af rummets indbyrdes størrelsesforhold og lysmængde,

som væggene kaster tilbage.

Direkte lys – som blænder

Inddirekte lys – som kan forbedre en tanke

Mørke – som hukommelse, som sorte skulpturer

Glas – som flydende vand, af samme form som skygger

Vand – i bevægelse, tager erindringen med sig i sin strøm

- Aqua Passata, lader gjort ugjort

Sort skulptur – en død uden ejer, farvet af vandet som driver forbi

Lys – som nu, som at se, at være sig sine tanker bevidst

Skulptur i glas – som form, et omvendt bjerg fyldt til randen med vand

lader lys passere igennem sig,

for at samle sin form i et enkelt lysende punkt

Skygger – gør selv døde ting levende,

skelner ikke, dømmer ikke, glemme ingen

bundet til lyset, længes efter det mørke som vil overskygge dem

Lys skygger – som kaster diffust lys på sorte levende skulpturer af døde

Mørkt vand – som genspejler lyset

Vand i bevægelse – som udvisker sin afspejlning

Hvide skygger – som omvendte skulpturer

Hvide skulpturer – som kaster sorte skygge

 

Eli.