Åbningstale af Herbert Pundik

 14 September 2013

Åbningstale af Herbert Pundik

Jeg vil gerne sige tak for opfordringen til at sige et par ord i forbindelse med denne udstilling.

Jeg sagde tak for nogle måneder siden uden at ane hvad jeg gik ind til. Lidt bekymret. Men da jeg i går gik et par timer rundt i huset forsvandt min bekymring langsomt efterhånden som Elis former og Kirstens indgik i en slags fælles udtryk og talte til mig på samme sprog.

Kirstens billeder er kun tilsyneladende mennesketomme, for vi ved jo at jorden er befolket, at menneskene trods deres tilsyneladende fravær er der, de bor i bjergene, de drikker af det vand der på nogen af billederne fosser ned af væggen, de gemmer sig for stormen og de mørke skyer der hænger tungt over andre af billederne.

Kirstens billeder virker, sådan opfatter jeg det, stærkere fordi de er tomme for mennesker, end hvis de var befolkede. Fordi de udfordrer øjeblikkeligt til spøgsmålet. Hvor er mennesket, og leder tanken hen på mennesket og dets situation. Fravær kan virke stærkere end nærvær. Intet kan virke mere nærværende end en savnet person.

Kirstens fotografier vakte i mit sind en stor følelse af forventning.

Fra disse landskaber trådte profeterne ind på scenen. Moses fra den tomme Sinai ørken,

Jesus fra de golde bjergmassiver i Galillæa og Muhammed fra sin ørken.

Jeg optræder ikke i dag som kunstfortolker, blot som  en iagttager der forsøger at bevarer et åbent sind. Jeg kunne måske godt fabulere om kompositionen i Kirstens fotografier, om spændingerne mellem de vertikale og de horisontale linier, om kampen mellem lys og skygge, men det var i mindre grad det der optog mig da jeg iagttog hendes fotografier.

Det fascinerende, det gribende var associationen fra natur til menneske.

Kirsten har så at sige etableret den universelle skueplads som Eli befolker med sine arbejder. De er tidløse som Kirstens naturbilleder. Således som jeg læser hendes temaer og former er de kommentarer til den menneskelige situation. De kan læses som en illustration til avisernes aktuelle reportage om krigen i Irak, de despotiske generaler i Burma, hvis kugler fældede en buddhistisk munk der troede at ånd også er magt.

Men Elis´ arbejder er ikke blot hendes kommentarer til døgnets uhyrligheder, men til vor menneskelige situation fra det øjeblik da menneskeaberne rejste sig på bagbenene og fører aben råbte fremad, mod alle dem som ikke ligner os. Krigsråb som har gjaldet gennem menneskehedens historie.

En del af Elis ´ mindre arbejder opfatter jeg som en slags strøtanker der fører os mod hendes slutstatement: Mennesket der er sin egen dobbeltgænger, mennesket som offer i den ene situation og som bøddel i den næste.

Disse tunge, ludende skikkelser med deres masker som skjuler deres identitet og med deres kvælerhænder skjult i motorcykelhandskerne.

Det spørgsmål der optager mig når jeg ser disse evigt aktuelle repræsentanter for magten er, kan magt udøves uden vold. Lærer vi nogensinde at administrere magt, at kombinere magtanvendelse med hensyn til mennesket.

Jeg tænker selvfølgelig ikke på den tyranniske stat, men på velfærdsstaten, på os selv, på arbejdspladsen, i familien, over skranken på de offentlige kontorer.

Elis mindre, bemalede og ikke bemalede figurer fortæller os lidt om hendes tanker om magtens natur.

Det er små fetisher, offerfigurer, juju-figurer, genstande som illustrerer vor underkastelse i forhold til mystiske ritualer, vor frygt for det overjordiske, og til syvende og sidst vor frygt for magthaverne og tilbøjelighed til at gøre deres vilje.

I et af rummene står et instrument eller en fetish. Ondskaben lyser ud af den.

Man ønsker at slå den i stykker. At modstå dens udstråling ved sin fornufts hjælp.

Den mindede mig om en episode for snart 50 år siden i det sorte Afrika i Nigeria.

Jeg havde købt en lignende fetish på et marked. Den stod på mit bord på hotelværelset.

Jeg kunne ikke falde i søvn, stod op og låste den inde i min kuffert.

Men ondskab kender ingen grænser og jeg oplevede en søvnløs nat.

Næste morgen gik jeg over på markedet og leverede fetishen tilbage til sælgeren.

Fornuft er det eneste våben vi har mod overtro, frygt for den fremmede, frygt for magten. Den er utilstrækkelig, men det er et eneste vi har at holde os til. Vi må kæmpe mod bødlerne. Problemet er at vi er deres dobbeltgængere.

Men før vi får bugt med bødlen i os selv, kan vi ikke nedkæmpe de andre.