Bjerge

 14 April 2013

For en del år siden flyttede jeg sydpå, men eftersom jeg er blevet med at komme tilbage, er jeg mange gange rejst over og igennem forskellige bjergkæder.
Bjergene var aldrig målet, jeg skulle fra fladland til fladland og havde ikke noget specielt forhold til dem i mange år, – jeg var simpelthen ikke i stand til at opfatte dem, – de lå som fremmede højder, gennemskåret af veje og floder.

Når man rejser med tog eller i bil, får tiden en anden dimension og ens liv, som det ser ud på det pågældende tidspunkt, kan blive vendt en omgang. Siden sættes hjernen i frigear, og billeder fra en fjern fortid, der af mere eller mindre uforståelige årsager har lagret sig i hukommelsen, dukker op glimtvis eller i hele strofer og bliver genset og genoplevet af den man er blevet til. Landskabet svirper forbi, i synsfeltet tæt på og langsomt sejlende af sted i den fjerne horisont. Det hele er skåret i to dele af vejen som slynger sig fremad.

Øjnene følger bjergenes form, der drejer sig rumligt for ens blik, konturerne tegner sig i nye konstellationer og viser, at formationerne hænger sammen på en anden måde end først antaget.

Bjergenes væsen begyndte langsomt at gå op for mig, de rejser sig af en slette med musvåger og gribbe glidende henover sig i brændende sol. I Schweiz lå de, så store som intet andet i al sin tyngde og imponerende masse, med himmelspejlende søer, hvor deres form gjorde det muligt. Truende i et begyndende mørke eller klart lysende ved højlys dag.

Våde og anløbne i plettede efterårsfarver, når skovenes bevoksning gav dem alder. Jeg kom til at holde af dem for deres stabilitet og trofaste væsen. Der er noget rørende og vemodigt over dem som store tunge dyr, der er strandet og må tage imod hvad der kommer. Millioner af år sætter sine spor i deres overflade. Vinden, regnen, frosten og solen gør deres for at forme dem alt efter hvilken geologisk sammensætning de er gjort af. Den eneste bevægelse der kan siges at være deres egen, er deres vægt, tyngdens konstante nedadgående tryk.

Ufrivillige vidner uden valgret og derfor et billede på en situation, man som menneske ofte befinder sig i, hvor det kan være svært at vælge eller finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert – det være krigen i Kosovo eller konflikten i Mellemøsten, når alle løsninger forekommer lige dårlige, hvilket giver en følelse af magtesløshed.