den og det – om sten

 14 July 2013

Den og Det

Jeg købte en stor blok marmor for fire år siden – jeg havde fået lyst til at lave noget der var glat og mere enkelt.

Normalt får jeg ikke ideer i fremmede materialer, da jeg først må kende et materiales natur. Derfor tog jeg en model i ler, som havde den egenskab at jeg kunne forestille mig den i alle størrelser.

Det er fascinerende og i starten frustrerende at lære et nyt materiale at kende. Og det kan tage lang tid. Alt det jeg troede jeg vidste måtte jeg forkaste – stenen, glasset, cementen vil noget andet, det vil sig selv – og altid på sine egne betingelser.

I de perioder jeg kastede mig ud i stenhugningen, forekom det mig at jeg lavede den samme skulptur seks gange inden jeg nåede frem til det sted, hvor jeg forestillede mig at stenen holdt op og skulpturen skulle til at begynde.

Så anderledes end ler – det hjalp da jeg denne gang stillede lermodellen væk og holdt op med at forsøge at kopiere lerets træk. Jeg blev bidt af arbejdet – lyden, retningen i stenen, den anderledes modstand. Den krystaliserede under slaget og hoppede af i små flager alt efter hvilket jern jeg brugte. Stenen begyndte at åbne sig for mig og jeg fik langsomt formen i bevægelse – den stive, tynde, lidt fjollede hårde i forhold til den afværgende, blide, bløde. En organisk logisk bevægelse, der vokser op af jorden og danner en bue. Den hårde skubber den bløde ud af balance, men den bløde giver efter og bruger sin større vægtfylde til at trække den hårde med sig ned i faldet.

Jeg følger efter i en vekslen mellem det jeg ved og det jeg ikke ved, en død passage, et levende forløb, fordybninger af slag på den glatte overflade, som afstanden mellem de første regndråber. Hvad jeg ikke kan se springer jeg over i forvisheden om at det vil jeg kunne se senere når nye vinkler viser vejen.

Italienerne siger, at der altid er sten nok. Hvis man hugger for meget af et sted ændre man kurven tilsvarende. Når jeg arbejder med ler har det altid undret mig, hvor meget ler der skulle til for at fylde en form ud. Omvendt kan jeg nu sige om stenen, at det utroligt hvor meget der skal af, for at opnå den samme volume.

Da jeg var yngre troede jeg, at der kun var en løsning der måtte være den bedste og slog meget ihjel i denne stræben. Nu tænker jeg anderledes og mener at se mange løsninger i arbejdet med skulpturer, og ofte flere, der er lige gode. Denne indsigt har givet mig mere frihed.

Eli. Benveniste