Det Evige Nu, Peter Poulsen, 2007

 14 September 2007

“Motivet udvider sig ud over det umiddelbart synlige på grund af vor viden om dets indre.” Klee

Nogle af Eli Benvenistes værker virker, som om de er blevet fundet. De er dele af naturen. Hvis man kan forestille sig intakte torsoer, torsoer, som ikke mangler noget, nærmer man sig en beskrivelse. ”Michelangelo skal have sagt, at en god skulptur skal kunne tåle at rulle ned ad en bjergside. Alle detaljer og lemmer kan undværes, fordi informationerne om de manglende dele aflæses i den bevægelse og rytme, der er tilbage i skulpturens kerne. Det samme ses tydeligt, når jeg deler en lerskulptur for at udhule den før brænding – hver afskårne del skal være en skulptur i sig selv. Det er det, arkæologerne benytter sig af, når de sætter en knust vase sammen; hvert skår fortæller sin del af historien om den oprindelige form,” skriver hun i 2003.

Skulpturerne befinder sig i en tilstand, hvor de ikke har påtaget sig en bestemt identitet, men hvor tvivlen stadig byder på muligheder. Tvivl er åbenhed, konklusioner lukker, kunne være deres mantra. Om de er kommet af et mikrokosmos eller et makrokosmos, kan vanskeligt afgøres. Er de meteorer eller celler? Kosmiske eller jordiske? Noget andet midt imellem? Vores begrænsede tidsopfattelse er elimineret, vi befinder os i et altidigt univers, hinsides dateringer. Selv Borremosemanden har forladt sin jernalder. Skulpturernes univers er rummet, de befinder sig i, ikke andet. ”En god skulptur er rumlig og vil derfor forholde sig til ethvert rum,” noterer hun.

At skulpturerne forholder sig til rum betyder, at de ligeledes forholder sig til tid og dermed bevægelse. Der er næsten altid bevægelse i Benvenistes værker, selv når de virker statiske. De er studier i bevægelse. Bevægelsen er løsrevet fra sin kontekst og fastholdes, så man kan fordybe sig i den. Skulpturerne er en slags tredimensionale fotografier. De arbejder, som hun siger, med det overdrevne perspektiv, hvor for eksempel ét ben kan være betydeligt større end det andet, eller hvor en hånd bliver mindre indefter.

Proceduren er i familie med tegneseriers og vidvinkelkameraers groteske perspektivering. ”Samtidig læste jeg om relativitetsteorien,” fortæller hun, ”og overførte den til forholdet mellem synet, størrelsen og bevægelsen, som når man ser et tog komme imod sig; først synes det som en lille prik i horisonten, så bliver det større og større – for siden, når det har passeret en, at blive lille igen i det fjerne. Det er hverken toget eller mig, der er forandret, men forholdet mellem synet og objektet.” Disse observationer rummer nøglen til en dybere forståelse af Benvenistes verden.

De helt glatte objekter, ofte spejlet i blanke flader, er tilsyneladende bevægelige; de er modelleret diagonalt, så hvert punkt ligger præcist på en diagonal linie. Hvis man fæstner blikket på profilen og går rundt om skulpturen, bevæger den sig. Standser man, standser bevægelsen. Andre, glatte såvel som
furede, er sat på matte sokler eller fundamenter; det er, som om de er som om de er nyklækkede og sanser verden for allerførste gang, føler sig frem i universet, lytter til sfærisk musik eller synger lydløse sange.

En kategori for sig er glasarbejderne, der har lyset som aktiv medspiller og følgelig er i konstant forandring. Jeg husker hendes separatkabinet på koloristernes udstilling for nogle år siden, hvor glas og lys opførte en visuel koncert; det var som en sonate af splintrede iskrystaller. ”Koldt glas,” skriver hun, ”er i virkeligheden en meget fed væske, der er stivnet. Når jeg lægger en glasplade hen over en skulptur i ovnen, kan jeg følge bevægelsen: tyngdekraftens virkning bliver tydelig, først i ét hjørne, så i det næste. Så folder glasset … Forløbet strækker sig over flere timer, hvor man venter på de sekunder, hvor valget skal tages. Det minder mig om den koncentration, der er nødvendig inden for zenbuddhismen, der arbejder med et øjebliks profil eller et ekstrakt af evigheden.”

I Sø- og Handelsretten, som hun udsmykkede i 2005, forstærkes den filosofiske dimension i værket. Glasudsmykningen, som hedder Skrøbelige øjeblikke, har forbrydelse og straf som tema og Justitia som omdrejningspunkt. Hvis jeg nogen sinde bliver slæbt i retten, så lad det blive Sø- og Handelsretten.

Noget er hændt. Tre brændte Justitia-hoveder møder nu beskueren som en morbid karrusel i en forladt lunapark, og nye filosofiske overvejelser er kommet til – repræsenteret af store androgyne figurer iført gasmasker og en slags rumdragter. Der er noget robotagtigt over dem. Er de astronauter? Bødler? Agenter med ret til at dræbe? Tilhører de et militært elitekorps? Er de trænet til at jage terrorister? Der er ingen tvivl om, at de har tilført Benvenistes univers en truende dimension. Man føler sig anfægtet. Der hviler et etisk ansvar på ens skuldre, en ny fortælling er ved at folde sig ud, en grum parodi på homo sapiens tager form. Basale spørgsmål kalder på svar.

Mennesket har problemer; arten er fatal, en katastrofe. Det ynkeligste, vi kan blive, er bødler. Dybere kan vi ikke synke.
Overskueligt, for så vidt. Men tag ikke fejl. Bøddel og offer hører sammen, og når to individer synkront dræber hinanden, er de begge ofre og begge bødler. Denne erkendelse og ikke mindst den brutale gengivelse, Benveniste har givet den, er svimlende.

Hun er en meget favnende kunstner, som udtrykker sig i flere formater og materialer, figurativt og abstrakt, poetisk og episk, og så er der – som en understrøm – et strejf af humor og en medfødt fornemmelse for absurditeten og monotonien i livet som i den groteske fremstilling af tidens treben, der løber rundt og rundt som eger i et usynligt hjul.

Klee følte, at motivet rakte ud over det synlige på grund af en viden, vi ejer. Han ville have det væsentlige frem i lyset, ”også”, som han skrev, ”det væsentlige, som det optiske perspektiv ellers skjuler.” At få det væsentlige frem fordrer en metamorfose og en genskabelse af naturen.

Benvenistes figurer ser jeg som sådanne genskabelser, og som Klee tror jeg, at det ikke bare er den synlige verden, der er afgørende, men indblikket og fordybelsen i noget andet, noget oprindeligt, som bestemmer udformningen af de nye objekter. De er både kultur og natur samtidig med, at de er former i samspil med hinanden og de rum, hvor de svæver eller står.

 

Peter Poulsen