Det evige nu

 14 August 2007

Fotografer er vidner, Kirsten Klein er naturens vidne og foreviger øjeblikket, i et evigt nu. Sådan havde sandet lagt sig, da vandet skyllede henover det, – sådan spejlede bølgen fra båden sig, i sit eget element, da hun sejlede gennem telemarken.

Billedrammens komposition danner bevægelsen i billedet. Formen af et bjerg eller de grafiske spor af fugleformationer, som de tegnede sig mod den hvide himmel.

Et fotografi vil altid være et subjektivt udsnit af virkeligheden – et faktum Kirsten Klein forstærker i et meget grafisk udtryk. Hun pointerer sin tilstedeværelse og sit valg i øjeblikket, og sigter ikke efter glansbilledet af det perfekte landskab – det ville være mod naturens natur.

Af disse valg kan vi aflæse hendes holdning, der er en beretning om vores historie, set fra naturens side.
Hun viser os verdenen i makrokosmos, og den verden, der er at finde i mikrokosmos.
Hendes billeder fortæller om uendelige tidsforløb – landskabet er et billede på jordens tålmodighed – i meget langsom forandring. Tunge skygger deler bjerge og dale – naturen har sin egen tidsdimension, den tog sin begyndelse længe før vi kom til og vil være her længe efter – dens upåvirkelighed, kunne kaldes ligegyldighed, hvis ikke ordet var for følelsesladet.

Tiden vejer tungt når den står stille, at få den i bevægelse kræver stor energi. Tilgengæld løber den let, når den først er i gang – i byerne må vi ligefrem halse af sted, for at kunne følge med, men når en dør – stopper tiden helt og verden står stille.

En nat så jeg et billede på tiden, eller nærmere tidens lyd – det var søanemonernes sislende kroner i vandets strøm – den rene stilhed i vand.

I nuet smelter tid og sted sammen til et. Men da nuet, i følge videnskaben, i virkeligheden ikke eksisterer, forsvinder jeget væk i samme øjeblik – det må være den ultimative form for væren – til alle tider og ingen tider – et tomrum at længes efter og samtidig frygte fra, som et barn der er bange for at give slip på dagen og falde i søvn. Jeg forestiller mig døden som et langt nu.

Siden vi klatrede ned fra træerne og ud på savannen, er store ting sket i menneskehedens kulturelle evolution. Homo Sapiens, det tænkende menneske, lærte sig landbrug, dannede bysamfund, opfandt matematik, skrift og naturvidenskab. Store vidunderlige symfonier er blevet skrevet og kunst i alle udformninger, sætter til evig tid sindene i bevægelse – og inden for videnskaben er forståelsen af vores verden i stadig udvikling. Derfor kan man godt undre sig over at visse egenskaber hos os er uforanderlige.

Uforanderlig er vores overlevelsesinstinkt og med det, et velbevaret instinkt til at dræbe. Den seksuelle drift og kærligheden er den samme som altid, også selv om ideen om den eneste ene, kom til i romantikken for et par hundrede år siden. Og åbenbart er menneskets behov for at underlægger sig en større magt – en tro på en gud, eller et idol, der kan vise vejen, uforandret – det har ført ritualer med sig, som er blevet til traditioner, der giver os identitetsfølelse og tilhørsforhold.
Disse begreber har fulgt mennesket, som trofaste små hunde gennem flere millioner år.

Historien kan fortæller os hvordan vi var. – Mosefund viser en bestialsk proces, hvor nogle af os havde magt til at ofre nogen andre, mindre heldige eksemplarer og kaste dem hængte eller halshuggede i vores moser – Utallige eksempler på bestialsk grusomhed finders der vidnesbyrd om overalt. I Ægypten hvor livet efter døden, blev givet større betydning end det samtidige og fra  græsk mytologi, kan vi læse om blodige hævntogter, hvor helte beviser deres uovervindelighed på utallige slagmarker. Men man behøver ikke at gå tilbage tiden. Den daglig kynisme og hjerteløshed er der tusinde eksempler på – det er åbenbart en adfærd der ligger til os, en grundlæggende manglende indlevelsesevne – en frygtelig blindhed

Derfor har jeg modelleret bødlerne  – store nøgne skikkelser, iført gasmasker, beskyttelsesstøvler og handsker. For deres fødder ligger skyggen, vores sorte spejlbillede, afslørende som et fingeraftryk og samtidig kun en sort plamage ingenting, lyset omkring et emne – et emne foran lyset, der udelukker lyset lige netop der.
Det er et flygtigt aftryk, men samtidig et fuldstændigt billede af en virkelighed – et fortegnet sort billede af en hvilken som helst virkelighed.
Skygger skelner ikke, de er uden moral, de fordømmer ikke den virkelighed, de afspejler i deres sorte flygtige øjeblik.
De stiller op, når der er lys. De følger planernes love, op ad trin, hen ad vægge – lange, når solen står lavt på himlen – korte og fortættede, når solen skinner højt oppe fra.
Som et udklippet sortmalet fotografi – en silhuet, en profil.
Jeg lader bødlernes skygge blive et billede og giver den virkelighedens plads. – Et fotostat strakt ud i en skygges kontur, med påklæbede billeder fra virkelighedens verden, fra indsamlede avisudklip og fotos af mennesker iført sikkerhedsudstyr og gasmaske, for vi vil gerne beskytte os selv og få afstand til andres ulykke og katastrofer.

Fra aviser og andre medier har vi kunnet følge, hvordan helt almindelige soldater blev til monstre i Abu Grail fængslet, og mange andre steder. Det er åbenbart et tilbagevendende fænomen, der opstår for de fleste af os, når vi kommer i pressede situationer. Det er som om hjernen bliver slået fra og instinkter, hormoner, eller vores gener – tager over og styrer os.

I en givne situation stiller vi op og handler ud fra fælles normer, der hører den tid og det sted til, I langt højere grad end at handle individuelt. Vi er åbenbart ligeså tvungne og forvrængede, som skygger der springer til, hver gang det forventes af os.

Derfor titlen det evige nu – det er uforanderligheden – det er gentagelsen af det samme skrøbelige øjeblik, hvor vi giver efter for hadet og glemmer muligheden for at handle menneskeligt og ikke magter at se frem og forstille os situationen, set med morgendagens øjne.

Civilisationen er en meget langsom og endda tvivlsom størrelse. For kun lidt over tohundrede år siden indførte man fængsler – det første var i England. Det var en barmhjertighedsgerning, sat i stedet for en kort proces, i form af direkte vold eller drab. Et retssystem er langsomt blevet dannet og en ordensmagt er indsat til at overholde lovene.
Jeg er vokset op med en slidt retorik om de gode og de onde – som regel er vi de gode og de andre – de fremmede, de onde. En sort/hvid udgave af virkeligheden og en meget forenklet udgave af sandheden. I stedet er vi langt mere ens end de fleste vil vide af, det kan, om ikke andet, genteknologien bekræfte.

Ingen uretfærdighed, retfærdiggør en ny uretfærdighed – uden undtagelse, hvis ikke grundlaget for at kunne kalde sig menneske, skal gå tabt.
Det handler om offerets etik, som Herbert Pundik har formuleret det. Selvom du ender som offer, må de samme etiske regler nødvendigvis gælde. At slå ihjel kan være forståeligt, det kan endda være tilgiveligt, men den der gør det, mister sin uskyld – offeret og bøddelen er begge tabere – der er ingen overlevende. Selv i situationer hvor du er blevet kommanderet til at gøre det – i lige meget hvilken god sags tjeneste. Det synes alle de soldater, der begår selvmord når de kommer tilbage, at være et bevis for, at mennesket ikke bør anbringe sig i udsatte situationer, for det kan vi ikke tåle. Mange vil mene det modsatte, at det fint kan lade sig gøre, men skal de være Idealet ?

Imens fylder medierne os med frygt om terrorisme og sygdomme, mens reklamerne opfordre os til at konsumere mest muligt, til beroligelse for sindet og for at holde hjulene i gang. Gentagende billeder af katastrofer fryser sig fast på vores nethinder og udvisker grænsen for vores tolerancetærskel.
Tro flytter bjerge, siger et ordsprog. Men en tro eller en ideologi kan nemt udvikle sig til fanatisme, under forudsætninger, som der i dag tilsyneladende ingen ende er på, som får os til at overskride grænser vi normalt aldrig ville gøre og accepterer handlinger der aldrig burde accepteres.
Det sidste vi har tilbage, når alt andet er taget fra os er vores vilje, men det sidste valg mellem to onder er meget dyrt og det viser sig oftest, at du kommer til at betale en alt for høj pris i en god sags tjeneste, for din Gud, for dit land – ja, selv for din egen overlevelse.

Undtagelsen fra reglen er derfor et under og denne drift er ligeledes uforanderlig.

Eli