Form er volumen, bevægelse og indhold

 14 November 2003

Jeg skaber bevægelse i skulpturen ved at lave forskel i proportionerne, så øjet bevæger sig rundt i figuren. Der er altid bevægelse i mine skulpturer også selv om bevægelsen er minimal. Når forskellen i proportionerne svinger i forhold til hinanden bliver skulpturen rumlig og vil derfor forholde sig til ethvert rum.

Jeg har arbejdet meget med et forstørret/formindsket perspektiv, hvor f.eks. en del af skulpturen er betydeligt større end en anden del som den står i forhold til. Denne interesse for det overdrevne perspektiv tror jeg kommer dels fra fotografier taget med vidvinkellinse, og fra diverse tegnefilm, hvor størrelserne forskyder sig i forhold til hinanden, men også fra romansk kirkekunst, som jeg så meget af i Barcelona, da jeg i sin tid boede der. Her skabte det manglende perspektiv i kalkmalerierne og i de polykrome skulpturer den samme effekt.

Det relative i forholdet mellem synet, størrelsen og bevægelsen kan synliggøres ved at forestille sig en genstand i bevægelse: Først, som en lille prik i horisonten, der bliver større og større – for siden, når den har passeret én, at blive lille igen i det fjerne. Det er jo hverken genstanden eller mig der er forandret, men forholdet mellem synet og objektet.

Dette hænger sammen med den tid, der er i en bevægelse; når man ser en bevægelse, kan man aflæse tidsrummet i den. Nogle bevægelser har ligeledes musik i sig, og man kan sige at tiden udfolder sig i skulpturen, at tiden ligger i skulpturen som en rytme.

Michelangelo skal have sagt at en skulptur skal kunne tåle at rulle ned ad en bjergside. Alle detaljer og lemmer kan i virkeligheden undværes, da informationerne om de manglende dele, aflæses i den bevægelse og rytme, der er tilbage i skulpturens kerne. Det samme ses tydeligt, når jeg deler en lerskulptur for at udhule den før brænding, – hver afskårede del skal være en skulptur i sig selv. Det er det, arkæologerne benytter sig af, når de sætter en knust vase sammen, hvert skår fortæller sin del af historien om den oprindelige form.

Jeg har arbejdet med flere forskellige materialer, – ler, cement, sten og glas, men uanset materialet, altid med en logisk, organisk opbygning af skulpturen. Da jeg i sin tid startede med at modellere, fik jeg det råd at jeg skulle modellere organisk og det lærte mig om bevægelsen. Ved at arbejde med bevægelsen opdagede jeg, at der findes en logik i konstruktionen af en skulptur, en logik, som også kan ses i naturens egne frembringelser. Det har jeg benyttet mig af, især i arbejdet med glas. – Når glasset begynder at smelte indtræffer naturen og tilfældet. En rytme, et fald – glassets eget væsen, bliver tydeligere proportionalt med den tid, man lader glasset smelte. Jeg er den, der bygger den grundlæggende form op, som glasset så bryder ned på sin egen måde. Jeg kan kun forberede hændelsen, hvilket passer mig fint, for tilfældet har stor betydning for skulpturens tilblivelse.

Tiden standses midt i bevægelsen – man kan aflæse historien i det smeltede glas, alle informationer om det der skete, fryser fast – som det insekt der var på vej fra en blomst til en anden og blev lukket inde i en klump harpiks for tusind år siden.

Der er en logisk sammenhæng, et fælles sprog, som alle gennem tiderne har måttet følge. Det vi ser, skal virke på vores sanser. Sproget er indeholdt i alle udtryk uanset tid og sted.

Når vi bliver betaget af et kunstværk, er det fordi vi genkender det i os selv. Det der virker på os er alment, – vi bliver opmærksomme på en side i os selv, som var der allerede, men som vi endnu ikke havde set. Som når jeg hører musik, – så selvfølgelig og klar, at den minder mig om stjernerne på nattehimlen, som om den, ligesom de, har været der ”altid”.

 

Selve emnet er ikke min drivkraft, det er i højere grad formen, et forhold eller et udtryk. Det kan være en bevægelse, en detalje, kombineret med det indre billede af en tilstand jeg søger. Ideen er gnisten – chokeren, der sætter skabelsesprocessen i gang. Indholdet, min holdning, kommer med af sig selv, den ligger i formen og er derfor ikke nødvendigvis mit udgangspunkt.

Ethvert menneske har sit eget DNA, en kode, som også kan blive synliggjort i en form eller i en skulpturs bevægelse og rytme. Skulpturen bliver da et billede på dette menneskes holdninger, tanker, valg og fravalg.

Man vil altid kunne se hvilke forestillinger kunstneren havde om den verden han eller hun levede i. Om kunstneren følte sig større eller mindre i forhold til den eller de, som kunstværket blev lavet til.

Ligeledes vil ens tid altid være aflæselig i det man har lavet –  jeg tror slet ikke at man kan undslippe sin tid. En kunstner laver det der mangler, jeg tror at det er på den måde kunsten bliver fornyet.

Min kode er en sammentrækning af en bevægelse. En groende opadvoksende og en nedadfaldende, en kode som gerne vil vise noget, men ikke postulere. Denne kode redegør for mine fundamentale tvivl. Jeg ser på verden gennem naturens øjne og tror mere på fænomener end på individualitet.

Jeg ser folk, mig selv inklusive, reagerer på bestemte måder i bestemte situationer og synes ikke, at vi er så forskellige hverken fra hinanden eller fra folk der levede for tusinde år siden.

Jo yngre vi er, jo mere hele som individer er vi, intakte og fulde af gåpåmod. Alvidende og frie uden en tyngende erfaring. Vi river noget ned så der kan blive plads til noget nyt, – en ny chance for ens ego, der som enhver anden plante vil opad og fremad. Der er åbenbart noget meget kreativt ved at være destruktiv. I mit arbejde bruger jeg begge dele, ikke som en balance, men som et spil mellem to modsatrettede og meget forskellige kræfter.

Når man modellerer, er det en form for meditation, Jeg kan godt lide at arbejde i let modlys, så ser jeg profilen bedre, den står frem som en silhuet, – profilen er formens tegning. Hjernen sættes i frigear, så tanker og billeder kører som de selv vil. I starten tænker jeg på skulpturen, men så forsøger jeg at lade en anden form for bevidsthed arbejde med den. Jeg er selvfølgelig tilstede – ja måske er jeg mere til stede i den situation end på noget andet tidspunkt. Det er den rene væren, at tage springet ud i intetheden – hver gang, for at skabe noget der aldrig har været der før – det er uhyggeligt og fantastisk interessant. At skabe et billede af en tilstand eller en situation, at være undervejs i processen og lære af materialet. Der er ingen regler, det handler kun om at gøre eller lader være.

Eli. Benveniste

November 2003