Jytte Rex

 4 April 2001

4 april 2001 ved overrækkelsen af Anne Marie Telmanyi legatet

”Lyset i rummet gør stemninger synlige, skulpturerne gør både mørket og skyggerne synlige, de afsætter dem blivende i rummet. På en sort skulptur bliver lyset synligt i form af reflekser i overfladen, på en hvid skulptur kan man se skyggerne. I mørket findes hukommelsen som en anelse, i lyset findes den som et faktum eller en begivenhed. Skulpturen udgør mødet mellem de to; det er i modelleringen, at tanken tager form.”

Sådan har Eli. Benveniste blandt andet formuleret sig om arbejdet med sine skulpturer, som i dag er et stærkt og originalt vidnesbyrd om den klassiske skulpturs overlevelse gennem formens egen iboende kraft. Skulpturerne virker intense og nærmest magnetiske i deres måde at påvirke rum på; de både skubber til og tiltrækker sanserne. En sort skulptur i et rum kan for eksempel udvide oplevelsen af ”sort-hed”, så den sorte form forekommer pulserende eller duvende blød på trods af det hårde materiale, den er skabt af.

Der er skulpturer, som nærmest trækker vejret mellem lys og mørke og åbner op – bag om skulpturerne – til det rum, hvor formerne skabes, og – som det er tilfældet med Eli. Benvenistes skulpturer – samtidig stadig kan mærkes som et direkte frisk aftryk af sindet.