Museet

Jeg tog billeder af skulpturernes skygger på væggen i går på museet.
 Montrernes skygge var lyse og delvis transparente. Uden hoved, uden
arme men i tidens fascinerende kåbe, stod bevægelsen tilbage. 
Forenklet til en skyggens kontur blev skulpturens kode oversat til et 
abstrakt formsprog som gik på tværs af tid, for en skygge er en skygge
 om den er 3000 år eller et sekund gammel.

Formen er et sprog som jeg kan læse, som et alfabet kan jeg stave mig 
frem til den tids måde at tænke på. Skønhed først og fremmest og
 dygtighed, mod og styrke var begreber der blev sat højt.

Guderne var en naturkraft hvis luner mennesket var underlagt. Når de græske guder blev vrede kom straffen direkte, men de kunne også bære over med en stakkel der var kommet galt afsted.

Dengang mennesket var barn, det var det jeg fandt så rørende især i
det Minoiske udtryk.