Skrøbelige øjeblikke

 14 August 2006

Ideen til udsmykningen fik jeg allerede da jeg første gang så retslokalet i Sø – og Handelsretten. Sådan er det med ideer, de er hurtige størrelser.

Men det var ikke ideen til temaet, der dukkede op, men nærmere et billede af de fire elementer i transparent glas, deres størrelse og placering, deres indbyrdes rytme og bevægelse. Det er dette idégrundlag jeg siden hen har udviklet og forstærket.

Tilbage i Italien begyndte jeg at tegne og samtidig undersøge den demokratiske og vestlige verdens retssymbol, gudinden Justitia. Hun er ofte beskrevet som blind, med vægtskålen hævet i venstre hånd og sværdet hvilende i højre. For mig at se står hun afventende og lytter, ikke kun til de anklager og forsvar der måtte være, men også til sit eget instinkt. Hun er klog, vidende, erfaren og stærk.

Jeg kan godt forstå at man har valgt kvindeskikkelsen til dette symbol, for hun er også den opdragende mor, både kærlig og forstående, tilmed overbærende, men samtidig den der sætter grænser og som ubønhørligt slår ned på al uretfærdighed.

Forbrydelse og straf er et tema som menneskeheden har beskæftiget sig med siden tidernes morgen, således er jeg heller ingen undtagelse. Det er muligt at det er på grund af min egen baggrund, at temaet om ret og uret – om dommeren og den dømte altid har optaget mig og latent ligger i alt hvad jeg har lavet. En skulptur, jeg kaldte Justitia, ligger helt tilbage i begyndelsen af 80’erne.

Hun ser godt nok noget stramtandet og rethaverisk ud, for det forekom mig at det gik galt der, hvor det enkelte menneske påtog sig retten til at dømme et andet, enten fordi vedkommende følte sig truet, på grund af fordomme, eller i situationer, hvor vedkommende blot havde magten til at gøre det.

Retssagen over Ceauşescu og Elena i Rumænien gjorde et stort indtryk på mig, ligesom retssagen over formand Mao’s kone fra Firebanden havde gjort det flere år tidligere. De skreg og græd og bad om nåde, – en nåde de ikke selv havde givet, da de sad ved magten. De forsøgte at forklare sig og kom med gode undskyldninger, der som et gammelt ordsprog siger, var det fandens oldemor døde på manglen af. De græd af angst, men også af forbitrelse og skuffelse, fulde af forundring over den omvendte situation, og jeg er sikker på at de følte sig uretfærdigt behandlet.

Jeg kunne ikke lade være med at få ondt af dem, – der er ikke meget hævner i mig. Jeg så på dem som skyldige uskyldige, og betragtede dem som mentalt syge og ulykkerne de forårsagede nærmest som naturkatastrofer. Derfor lavede jeg skulpturen ”En Morders Morder” en beskrivelse af mennesket som bøddel, – for mig at se den sørgeligste tilstand et menneske kan komme i.

Fra alle de mange uhyggelige begivenheder, som jeg i dette fredeligere hjørne af verden, kun er et vidne til gennem strømmen af medier, står det mig klart, hvor farligt det er, når ledende politikere sætter mennesker i situationer, der er så komplicerede og stressede at de, som de fleste af os i samme situation, højst sandsynligt, vil begå frygtelige handlinger. Som T.S Elliot siger i “Fire kvartetter”: ” Human kind cannot bear very much reality.”

Jeg har kaldt glasudsmykningen Skrøbelige Øjeblikke for at beskrive den situation et menneske af den eller anden grund kan komme i og vælge at begå en forbrydelse, men også for at fortælle om det skrøbelige øjeblik når en dommer skal afgøre et andet menneskes videre livsforløb.

Jeg nået til den erkendelse, at ingen uretfærdighed, retfærdiggør en ny uretfærdighed, men også at det gælder om at have en holdning, uden at være fordømmende. Jeg ser nødvendigheden af et uvildigt retssamfund og forstår betydningen af, at man holder den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt skarpt adskilt.

Derfor er jeg i dag meget mindre fordømmende over for Justitia end da jeg sidste gang portrætterede hende og har større forståelse og mere sympati for hendes betingelser.

Jeg viser hende, som blind, da øjet nemt kan forledes, hvor øret er mere objektivt, – og svævende fordi hun er gudinde.

Overfor  hende på den modsatte væg er  ”Bevægelsen” og ved siden af hende ”Kaos”, som hun skal tage stilling til. De skyldige uskyldige, som hun bliver nødt til at dømme imellem og sætte på plads, fordi det kun er de færreste af os, der ejer selvjustits. Hun er ikke hård og meget tålmodig. Hun er alene og vender ryggen til det der sker, plaget af sit ansvar. Fysisk stor, men skrøbelig af sind. Ansigtet er vendt opad, som det er typisk for blinde, lyttende til begge sider, til menneskets anklager og forsvar og til sit instinkt, der er som en tone, – den vandrette stramme skulptur på væggen til højre for hende.

Fire elementer i transparent glas: Bevægelsen, kaos, Justitia og hendes instinkt.

Glasudsmykningen er udført hos glaskunstnerne Jørgensen og Mørch Design.